Hundslund kirke

Hundslund kirke er udført i romansk stil. Kirken ligger i Hads Herred i Århus Stift.
Nedenfor finder du billeder af Hundslund kirke og dens inventar med en kort forklarende tekst.

 





Kirkens skib og kor er opført for ca. 800 år siden i slutningen af 1100-tallet. Omkring år 1500 blev våbenhuset og tårnet bygget til. Bygningsmaterialet, som er anvendt, er udvendigt veltilhugne granitkvadre, mens der indvendigt mest er brugt marksten.





Hovedindgangslågen til kirkegården er ophængt i store vildtbanesten fra 1757. Stenene stammer fra det kongelige jagtområde ved Skanderborg.





Da kirkens tårn blev opført, er skibets vestgavl blevet brudt ned, og de overskydende granitkvadre anvendt forneden i tårnets facade. Adgang til tårnet kan kun ske udefra gennem vestdøren, der fører ind i et klokkekammer. Derfra går en vindeltrappe, som er indbygget i muren, op i tårnet. Tårnets to klokker er fra henholdsvis 1762 og 1945.






I våbenhusets gavl er indbygget en romersk gravsten bærende indskriften "Magnus". Stenen er en fint tilhugget reliefudsmykning, som forestiller et kors på en processionsstang med en midtknop plantet på en lille Golgathahøj, hvorfra der vokser en plante op på hver side af pro-cessionsstangen. Desuden er gravstenen pyntet med et femkløver og et trekløver. Gravstenen har ligget i gulvet og er derfor stærkt nedslidt. Den stammer fra omkring 1650.





Hundslund kirkes altertavle er fra 1613, hvilket fremgår af en indskrift på bagsiden. Den er lavet af Mikkel Snedker i Vrold ved Skanderborg. Alterbordet er fra middel-alderen og bygget op af marksten. Bordet er dækket af et træpanel som stammer fra ca. 1669. Malerierne derpå er fra omkring år 1700 og viser flere apostelfigurer.






Det er maleren Laurids Andersen Riber, som har malet altertavlens korsfæstelses-billede i 1891, som efter en istandsættelse i 1929 atter sidder i storfeltet. Over alter-tavlen har koret omkring år 1500 fået to krydshvælvinger.






Kirkens nuværende farve-sammensætning er fra 1927 og skyldes kgl. bygnings-inspektør Viggo Norn fra Horsens. Vinduesåbningerne mod nord og øst er de oprindelige, hvorimod sydvinduerne er fra 1931. Korbuen er oprindelig.

 



Det tidligere alterbillede er nu ophængt over døren til våbenhuset og er malet af Chr. Dalsgård. Billedet forestiller Kristi dåb.

 

 



Kirkeskibet er en model af barken "Samsø af Horsens" og stammer fra 1908.




 

Kirkens prædikestol er udført omkring 1600 i en enkel højrenæssance-stil. Den er sandsynligvis lavet af Esben Jørgensen i Terndrup.

 

 



På den nordlige korbuevæg hænger et gammelt sengotisk korbuekrucifiks fra 1450-1500.



 



På nordvæggen i kirken hænger et epitafium - vistnok fra 1673. Tavlen er opsat af Morten Mikkelsen Haderup og er forsynet med en fortegnelse over hans gårds ejere frem til 1864.

 

Orglet i Hundslund kirke er bygget i 1962 af Th. Frobenius & Sønner, Kgs. Lyngby. Orglet har 14 stemmer fordelt på to manualer og pedal.
 
Alle billeder er fotograferet i maj 2007.
Foto: Niels Sander Pedersen.